Kaste sten i vandet

Publiceret første gang den 20. november 2020

Kaste sten i vandet-tur

Plask ... Plump ... plaskelaskelaskelask ...
Én stor sten ...
En lille sten ...
Mange små sten på en gang ...
En kæmpe, stor, tung mega-sten ...
Og så ...
Plaaaaaaaask
At kaste sten i vandet
Det er vel nærmest noget af det mest enkle og meditative, som man kan foretage sig: Samle en sten op, kaste den ud i vandet og lytte til plasket.

I vores familie er enhver tur garanteret succes, hvis vi undervejs kaster sten i noget vand. Det er ikke så vigtigt, om det er på stranden, i en lillebitte skovsø eller en stor sø i en velfriseret park.
Det vigtigste er egentlig, at der er god tid og mange sten. Derfor går vi nogle gange en tur, hvor målet er at kaste sten i vandet - og ikke andet.

Voksen-bonussen til 'kaste sten i vandet'-ture er at de ofte byder på god udsigt, leg med børnene og rigtig god tid til at drikke kaffe. :)

En kaste sten i vandet tur er ret enkel at gå til, bare husk:
  • Tørre strømper og sko
    Mindsker formaningerne, når børnene i begejstring træder ud i vandet.
  • God plads ved bredden og at vandet ikke er så dybt inde ved kanten.
    Så kan børnene få fri leg.
  • Kast også selv nogle sten. :)
    Det giver ro i sjælen og børnene elsker, når vi er med.

Husk

Særligt til 'Kaste sten i vandet'-tur

Efterår/Vinter:

  • Gummistøvler eller et par ekstra sko
  • Tørre strømper

Forår/sommer

  • Eventuelt et håndklæde, hvis der skal soppes

Standardlisten til en god skovtur med småbørn

  • Liggeunderlag (så man kan sidde varmt)
  • Overtøj efter vejret (mindst en ekstra jakke)
  • Skiftetøj til små børn
    (Strømper, bukser, underbukser og en varm bluse)
  • Vådservietter
  • Evt. skiftegrej (bleer, plastikposer, vådservietter, håndsprit)
  • Rigeligt vand i drikkedunke
  • Termokande med varmt saftevand eller vand med kakaopulver ved siden af.
  • Krus til alle
  • Madpakke og snacks (kiks, frugt, figenstænger, chokolade mm.)
  • Plastikposer til skrald og skatte (kogler, flotte sten osv.)

To tips til friluftsture med børn

  1. Lad børnene følge med på et kort over, hvor I er undervejs og hvor turen starter og slutter.
    Helst et printet kort, som børnene kan få lov til at holde, krølle og sætte jord-fingre på i stedet for en dyrebar smartphone.
  2. Turen begynder, når man går hjemmefra. Måske er målet er at se en bestemt rovfugl eller nå til et særligt pausested. Men måger, gråspurve, snegle, biller, blade og klatretræer på vej dertil, er mindst lige så interessante i børnenes perspektiv. 

Slå smut, kast langt eller præcist

Alt efter børnenes alder er der rig mulighed for sammen at øve sig i at:
Kaste langt
Kaste præcist: Ramme en sten eller gren ude i vandet
Kaste teknisk: Øve sig i at slå smut (at en flad sten "springer" henover vandoverfladen)

Flere mikroeventyr...

Share by: